Af Ebbe Kyrø
Inger Christensens nyklassiker fra 1991 er allerede blevet flittigt læst gennem en fænomenologisk optik. Herved er det blevet påvist, hvordan fænomenerne, først og fremmest sommerfuglene, fungerer som spejlinger af menneskelige værenserfaringer, eksempelvis sorg, dødsbevidsthed og forholdet mellem sandhed og løgn.
Et mindre belyst område i denne fænomenologiske trend er imidlertid stedet selv, dvs. de steder, hvor Sommerfugledalen udspiller sig. Der er ikke mange forskellige geografisk navngivne steder i sonetkransen, – de kan nævnes på én hånd: Brajčinodalen, en eng i Vejle, Skagen, Jammerbugten og Afrika – men alligevel emmer værket af en interesse for stedet som oplevelseskonstituerende og erindringsbærende.
Rammen om og motivationen bag dette speciale er derfor ”den stedlige vending”, der for øjeblikket finder sted i amerikansk og så småt også i skandinavisk sociologi og litteraturforskning. I en verden præget af omnipræsens, dvs. allestedsnærværenhed, bemærker eksempelvis litteraten Hans Ulrich Gumbrecht en paradoksal interesse for netop stedet, imens interessen for stedet hos antropologen Marc Augé udlægges som en konsekvens af supermodernitetens mangel på stedstilknytning og menneskers stadige færden gennem ”ikke-steder”, hvilket har gjort stedet til en kuriositet. "Sommerfugledalen" er måske netop blevet en nyklassiker, fordi værket på adskillige måder kredser om stedets væsentlighed.
Fakta:
Vedleder: Marianne Stidsen. Indleveret januar 2012. Karakter: 12.
Læs "Så mind mig om en sommerdag på Skagen", speciale af Liv Sandvad Kudahl











































































